I psykologien taler vi om, at mennesket kan handle på tre måder ved farer: Frys, flygt eller kæmp. Det kan vi gøre på mere avancerede måder, fordi vi er intelligente mennesker. Men vi kan faktisk stadig på mange måder forstå vores hjerne ud fra, hvordan dyr opfører sig, fordi det er vores krybdyrshjerne der er i spil, når vi udsætter os selv for noget nyt, noget uvant eller anderledes, som kan indebære en risiko eller fare for vores liv eller velvære.
Vores hjerne er altså konstrueret til at beskytte os. Så vi undgår at blive syge, sårede, komme væk fra flokken eller ligefrem dø. Men vi ved også godt, at farerne for mennesket i dag ofte slet ikke er så galt som vores tanker kan forlede os til at tro. Vi kan ofte spørge os selv:
1. Hvad er det værste, der kunne ske, hvis ... ?
2. Hvad er så realistisk, der vil ske?
3. Og hvad ønsker jeg, at der sker?
Det er coachingens superværktøjer til at reducere frygt, fordi vi som oftest indser, at vores værste bekymringer ikke sker.
Hvis vi går lidt dybere i 'det værste', der kunne ske, så finder vi ofte ud af, at vi gemmer på et lag af frygt med forestillinger, der er mere rodfæstede i os. Fx 'jeg er jo ikke god nok', 'jeg kan ikke det her', 'jeg ved for lidt', 'de andre forstår mig ikke', etc. Og bagom det igen, ligger nogle oplevelser eller forestillinger om, hvad virkeligheden er, som ofte ikke holder vand - i virkeligheden.
Vores tanker har det med at overdrive udfaldet, og de allerfleste gange, vi tænker en frygtfuld tanke, så vil det scenarie ikke tilnærmelsesvis komme til at ske. Det betyder ikke, at noget uforudset ikke kan ske. Ligesom noget godt kan opstå. Og ofte ikke helt, som vi forestillede os det.
Nu kommer min lille historie, som jeg gerne vil dele med dig. En lille historie om katten Catou. For at fortælle om, hvor meget vi deler med dyrs måde at reagere på frygt og hvor meget der kan ændre sig, når vi begynder at møde vores frygt på en ny måde i stedet for den måde, vi ofte automatisk og ubevidst reagerer på. Pointen kommer efter kattehistorien.
En sommer i 2020 fik jeg og min familie endelig den kat, vi havde gået og ønsket os. Katten Catou var en social, glad og venlig udekat på 4 år ( = 32 menneskeår).
Den første måned skulle Catou være inde i lejligheden hos os for at vi alle kunne vænne os til hinanden og så han blev tryg. Han fik en masse opmærksomhed.
Det gik rigtig godt bortset fra en del mijauen mellem kl. 04 og 06 om morgenen, hvor Catou virkelig kedede sig fordi han ikke kom ud, som han plejede. Han savnede den friske luft og udendørslivet. At kunne bevæge sig frit rundt i et større område end lejligheden. Derud, hvor der skete noget mere.
Endelig kom dagen, hvor han kunne begynde sit første skridt mod friheden. Nemlig at komme udendørs i frisk luft, som han længdes efter. Der var bare lige dét, at han skulle lære at gå fra anden etage ned til stueetagen. Og den vej var meget farefuld og ukendt. Han havde aldrig rigtig set trappen før. Der var alle mulige lyde: Elevatoren, smækkende døre, mennesker på vej, metallets dybe lyd fra gelændrene, trappesidernes gennemsigtige glas vibrerede, mærkelige lyde fra parkeringskælderen. De mulige farer var utallige, kunne man se på Catou. Så bare det at gå hen over dørtærsklen syntes usikkert. Ok, han kunne lige sidde i dørens åbning i starten, og efter kort tid var det så okey at sidde på dørmåtten udenfor døren. Wow...not. Han ville højst lige prøve at gå en meter ud i 'det fri rum' i opgangen og så tilbage igen. Med halen meget lavt nede.
Vi måtte være kreative og fandt på at give ham godbidder, som aktiverede hans lykkehormoner og fik ham på andre tanker. Det hjalp på, at han turde bevæge sig ned på næste repos, men oftest fandt tilbage til lejligheden i fuld fart eller det krævede en del mod endnu en gang at blive siddende udenfor døren på den etage, hvor han boede.
Der gik nogle dage. Catou tog mod til sig, og kom helt ned på første etage, hvor der var rigeligt at snuse til blandt barnevogn, måtter og sko. Men i det samme blev en dør på etagen pludselig åbnet, og Catou blev så forskrækket, at han glemte alt om hvad der var op og ned og instinktivt drønede han ind i lejligheden på første etage fordi hans hjerne fortalte ham, at det nok var hans trygge hjem. Men herinde lignede intet sig selv og samtidig hvinede en kvinde højt, så han blev endnu mere forskrækket, men også ret nysgerrig på alt det nye. Han blev venligt og bestemt båret ud af lejligheden. Og så ville Catou ind i sin egen lejligheds sikre rum. Den næste dag ville Catou ikke ned til første etage, for her var der jo noget med en hvinende kvinde, fremmede mennesker og en masse oplevelser, der slet ikke var som ventet.
Dagen efter fandt Catou dog på, at det var meget mere interessant i gå op i stedet for ned. Måske duftede der godt øverst oppe, måske kunne han høre nogle hyggelige lyde. Så han blev så draget, at han på meget lynkort tid var helt oppe på fjerde etage. Samtidig blev to døre åbnet og to kvinder begyndte at tale sammen, og Catou fik endnu en gang fart på og smuttede i frygt eller af nysgerrighed ind i en af kvindernes lejlighed. Og ud igen lige så hurtigt. Jeg måtte som ejer endnu en gang undskylde min kats ubudne besøg, som denne gang dog blevet taget ualmindeligt godt imod. Han var altid velkommen.
Jeg måtte som ejer indse, at det her gik langsomt. Og vi, der var mennesker, tænkte: "Jamen altså, det er jo kun to etage ned og hvor svært kan det være". Men ja, vi havde erfaringen, overblikket og en viden, som Catou ikke havde.
Dét, med godbidderne og at vise vej og tale sødt til ham hjalp dog til sidst. Det mest effektive var at vise ham vejen. Altså gå lidt foran ham, så vejen syntes mere sikker.
Endelig efter en uge var han nede i stueetagen. Så snart han var hernede, længere væk fra det trygge hjem, kom han på andre tanker. Hjem og tryghed var nu så langt væk, så det nye var spændende og kun lidt farefuldt. Forsigtighed, men også nysgerrighed drev ham frem. Han mødte på den måde naboens hunkat (skræmmende, hjertebankende, tiltrækkende og meget spændende). Hun var på den anden side af de gennemsigtige glasvinduer ud mod en lille bypark. Nu var det ikke bare spændende at komme ud i det fri. For her var jo én, han aldrig havde tænkt på at han kunne møde.
Det første møde mellem katten Catou og katten Chili var drevet af lige dele angst, frygt, passion og nysgerrighed. De havde aldrig været tæt på hinanden. Denne gang var det som om, at Catou hentede en indre sikkerhed frem, som kom fra ham selv. Han forblev rolig med overblik, og viste hunkatten Chili, at det her havde han styr på selv om det ikke var hans territorie (endnu), mens Chili godt nok var noget betænkelig ved synet af ham og både stivnede, krøb og lagde ørerne tæt mod kroppen eller hvæsede let og viste vrede øjne for at se, om han blev forskrækket. Det blev han ikke. Han satte sig tålmodigt ned og ventede på hende. Hun startede med at bakke virkelig langsomt og yndefyldt baglæns (måske så han slet ikke, at hun ligesom smuttede ud af hans synsfelt, host host). Men senere var nysgerrigheden igen så stor, at de måtte se på hinanden. Da der igen var glas imellem hende og ham, så lagde hun sig ned på ryggen og snoede sig mageligt, behageligt, mens han fredeligt kiggede på hende med halen blødt foldet omkring sig. Og sidenhen er meget sket og alt den første frygt viste sig slet ikke at være slem. Park, byens rum og en katteven.
Hvis du stadig hænger på, så kan du spørge dig selv, hvorfor jeg har skrevet så detaljeret om selv de små oplevelser i historien. Årsagen er, at den bekymring eller frygt samt nysgerrighed og mod, som vi mennesker ofte er styret af, når vi skal prøve noget nyt eller der sker noget uvant - de mønstre minder om kattens oplevelser. Som mennesker, kan vi se alt udefra, som katten ikke kan. Men i vores liv har vi ofte ikke dette overblik eller glemmer at få ro på, så vi får overblikket.
Prøv lige et øjeblik at tænk over, hvad du sidst frygtede, som var en lidt større ændring i dit liv.
Hvad var det nye i dit liv, der var på vej?
Hvad tænkte du, der kunne ske?
Hvad skete der reelt?
Skete der noget uforudset?
Var nogle oplevelser gode og nogle dårlige?
Betød de dårlige oplevelser, at du 'trak dig tilbage' i tryghed?
Hvad skete der, da du først var ude i alt det nye?
Hvor meget tænkte du på dit trygge hjem og dine tidligere tanker, mens du var i aktion ude?
Blev dine frygttanker til virkelighed?
Forestil dig et øjeblik, at DU var katten.
Jeg har i kattens historie highlightet dele af teksten med fed skrift. Primært om følelser og reaktioner. Tænk over, om dine følelser og reaktioner reelt set kunne minde om kattens?
Forestil dig, at du gerne vil prøve noget nyt og ukendt (ud i det fri). Du ved ikke, hvad der kommer til at ske og om det er godt eller skidt. Så det gør du dig en masse tanker om, som aktiverer din frygt (uha uha). Du kan næsten ikke komme i gang og bare det at skulle forlade dine trygge vaner og gøre noget nyt føles uvant (dørtærsklen og dit trygge hjem). Du oplever måske, at du gør noget, som du reagerer instinktivt på (flygter i blinde hastigt hen mod en mulig løsning / en lejlighed). En løsning, som du måske håbede var rigtig, men i stedet viser det sig, at det udvikler sig forkert eller er en fejl (den forkerte lejlighed med en hvinende person) eller omvendt, at nye døre åbner sig fordi du gik en anden vej (øverste etage med venlige naboer). Det er virkelig rart at få vist vejen frem og få bonus'er (venlighed og godbidder). Det kan også være, at du finder ud af, at når du endelig har sluppet den trygge base og har bevæget dig ud i et nyt område (stueetagen), så viser der sig muligheder, du slet ikke havde drømt om (byparken, fugle og naboens hunkat). Efter at have fundet din egen indre ro (du er tålmodig og ser dig rundt), så er det som om du både får overblik og overskud til at handle og være tålmodig (du skaber din egen indre trygge base / "halen" blødt rundt om kroppen). Og det nye og ukendte synes spændende og berigende og du er åben for det, der kommer.